Toftegårds Historie

Toftegård Bisserup Byvej 29 1936-1938.
Foto: Udlånt af Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kongelige Bibliotek.

Toftegård: denne lå og ligger stadig midt i Bisserup by, den var som alle de andre en fæstegård under Holsteinborg Gods.
I gamle forsikringspolicer benævnes gården som ” Byegård “. Ved udskiftningen blev den liggende i byen.
I 1829 foreslås fæsteren Christian Pedersen som skoleforstander, men det bliver hans søn Per der får hvervet, men han dør ganske kort efter.

Matr. 4 Bisserup by, Holsteinborg sogn

Fæstere/Ejere på Toftegård
1) Peder Ibsen og Kirsten Justesen er første kendte fæstere af Toftegård, det er uvis hvornår fæstet starter, men det slutter 1717 hvor det overgår til en søn.

2) Jens Pedersen og 1 Bodil Pedersdatter, 2 Bodil Jensdatter, fæstet bliver overtaget i 1717, det syntes dog som om at det først træder i kraft efter moderens død i 1729, i 1756 overdrages fæstet til en søn.

3) Peder Jensen og Mette Pedersdatter, hvornår fæstet afsluttes er uvis, men det har været kort tid, da efterfølgende fæster afslutter sit fæste i 1770.

4) Lorenz Engelsen og 1 Ukendt, 2 Karen Hansdatter, uvist hvornår fæstet overtages men det afsluttes i 1770.

5) Hans Hansen Biere og 1 Ukendt, 2 Kirsten Madsdatter, fæstet overtages i 1770, iflg. Ole H. Christensens bog, Storlandbrug under omformning, findes der i Bisserup en gårdmand på det tidspunkt der var gammel og uduelig, han havde en ganske ung kone og 3 børn, bonden må være Hans Hansen, efter forhandlinger med forvalter Lange fraflytter de gården til afdøde Niels Braadts hus, fæstet afsluttes i 1791.

6) Christian Pedersen og Margrethe Nielsdatter, fæstet overtages i 1791. I 1829 foreslås Christian Pedersen til skoleforstander, men det bliver hans søn Per der får hvervet. Christian Pedersen dør i 1830 efter 6 dages sygdom, alderdom, men enken beholder fæstet indtil 1832 hvor en søn overtager.

7) Niels Christiansen og Sophie Christensdatter, overtager fæstet i 1832 og det afsluttes i 1865 hvor en søn overtager.

8) Christian Nielsen og enken Maren Ditlefsdatter, overtager fæstet i 1865 og de bliver gift samme dag som Christian Nielsens søster Marie bliver gift med Marens bror Hans Fr. Ditlefsen. Senere rejser Christian Nielsen og Maren Ditlefsdatter fra egnen.

9) Peder Christian Jensen og Hanne Kirstine ?, i FT. 1880 står de som fæstere på gården, i samme FT. står Sophie Christiansdatter, Niels Christiansens enke som aftægtskone på gården. I 1926 køber Peder Jensen gården fri af fæstet og i 1934 sælger han den.

10)Viggo Hansen køber gården, men sælger igen 1937.

11) Chr. Christiansen og Bertha ? køber gården 1937 for 17900,00 kr. Bertha var feriegæst i Bisserup og øjensynlig ikke uden midler og derfor kunne Toftegård købes, Chr. Christian gik for at være nazist og medlem af Frikorps Danmark, om dette medlemskab var med virkende til at gården allerede sælges året efter med tab vides ikke.

12) Jens Chr. Hansen og Karen Marie Christiansen køber Toftegård i 1938 for 16000,00 kr. Efter Jens Hansens død giftede Karen Marie sig med Karl Jacobsen, i 1961overtager en datter og svigersøn Toftegård.

13) Erik og Annie Tofte Johansen overtager i 1961 efter Annie’s forældre gården og har denne frem til år 2000 da overtager deres søn.

14) Per Tofte Johansen overtager Toftegård efter forældrene i 2000.

Kilde: Bisserup slægts og lokalhistoriske arbejdsgruppe ved Holger Hejlesen og Annette Andersen.


TilbageVidere