En fiskers erindringer Orla Stigfeldt

Klik på billedet

Skælskør fisker Orla Stigfeldt’s Erindringer

“Dreng i Skælskør 192o.
Dreng i Skælskør, Man roder i hukommelsen, men der er jo ikke
noget at rode efter, for Man kan jo huske det som var det i går.

Der hvor der i dag er fiskerihavn, var der dengang fladstrand, men dog plads til nogle af de gamle sejlbåde, fra tiden da det var Årer og Sejl. Der lå også den gamle Skude, der selvfølgelig var en af fiskerdrengenes bedste legepladser, der var barkkedlen og tjærekedlen, hvor der blev tjent mange ti og 25 ører, for den gang kunne man også blive tørstig.

Der var det store slæbested med vore pramme, her blev også kølhalet fiskerbåde, der stod en gangkapstan oppe ved havnelokummet, der ku jo også laves et par ører ved at gå i håndspage. Trælasterne brugte også det store slæbested , når de lossede svært Tømmer til Tømmerpladsen Gennem kalfakterlugen i Stævnen, Havnen var aldrig tom for skibe, der var Træslæbere, Kul og Kornlaster. Ovre på Flynderhjørnet var Bramsejlsskonnerten Sejerskransen lagt op. Der var fiskerhuse på begge sider af inderhavnen og gamle Sejers Sandkasse, en øre pr. skovlfuld.
Nå! Det var de gamle Søfolk, som gav Deres sidste år som fiskere for Søen, den kunne man da ikke være foruden.

Der var gamle Carstensen Gamle Frandsen de var uadskillige, altid sam­men, de havde Skælskørs reneste Jolle, det var Bjørnen, ingen kendte som ham Norets hemmeligheder, det kunne man se på hans ålepose. Vilhelm Bertelsen og Emanuel, den første frimodig og glad, den anden rolig og tør, De fulgtes også altid ad. Der var Kaptajn Schmidt, Kaptajn Lie, der med sin lille Motorbåd ordnede Agersø og Omøposten, når Damperen var i dok i Svendborg. Der var Tøger Jøsse, berømt for Sine Joller, men de var jo også dyre 25o kr. men så var der også fok og sejl og Årer, sku det være Asketræ kostede de altså en krone mere. Der var Kaptajn Møller på Skovvej, når han en sjælden gang var hjemme, var der gerne et par drenge der pakkede Køjesækken.
Der var hans Søfartsbog ikke helt udskrevet, Decharter mønstringer, 2, Hamburg, l, Liverpol. 2. Norge.

Så holder vi lidt inde, for det er mange flere der burde nævnes.
Det var ikke pral og vittighed når De gamle talte om deres liv til søs, da lyttede vi spændt, og kunne næsten sætte os ind i ræset.

Der blev talt om det stille Bælte som kunne deprimere nok så hård en negl, Rumskøds i Pasaterne, om Bramsejlskuling, Mersejlskuling, om 8, knob for den nøgne rig, når vejrguderne brugte det store orgel.
Kontrollen af mad overvågedes af Skipper og Kok da Statens Husholdningsråd ikke fungerede dengang.

Der blev udprovianteret med levende Høns og Grise til de lange raids, det var jo rart med en gang ferskt Kød, Kokken sleb Knive i flere dage, for det var jo blevet kæledyr, godt nok var det rart med noget andet mad, men den gamle og Kokken ku sgu godt have ventet lidt med eksikutionen, syntes man, det blev fastslået ved et par Glas rom, at den gamle giftblanderen ikke havde Hjerte i livet. Salmebogen, vådt Sand, Knofedt og masser af vand, gjorde dækket hvidt igen for det skulle det være i en vindjammer.

Da Hønsegård og Svinesti var udslettet, blev Kokken atter godkendt som et normalt Menneske, ja enhver Sejler sku prise Sig lykkelig om, de havde en kok magen til deres, endnu en gang måtte rommen frem, Kokkens Skål ,Hurra!
Det var nu også ligesom Sulet smagte meget bedre end lige efter Dramaet.
Vand kunne slippe op, eller rent ud sagt rådne, så var en regnbyge velkommen,
Sejl og Presenninger alt blev sat ind for at fange de kostelige Dråber, her galt det gamle Ord, med guds hjælp og lidt håndkraft går alt.

Vorherre gav Israelerne manna, nu gav Han os vand, Huerne kom af alle som tak for gaven, det blev jeg fortalt af en gammel skipper på Bogø, han kendte personlig både Kaptajn Schmidt og Lie, fra et af Harboe skibene.
Der hersker ikke tvivl at de gamle Gubber der har rundet Cap Horn, med røjl og overbramrå i dæk, for at holde skuden på Benene, Sejldug neden om hornet var hampdug nr.0-00, der ku ikke bruges hænder men stålnæver.

De har hørt ordren frivagten skejer ud, men behold olietøjet på for alle tilfældes skyld, de kendte også de blide passater, der hvor rene kunstværker er blevet til af tovværk og træ, og en ordentlig sømand lavede selv sin skibskiste.

I låget på fars skibskiste, var malet en tysk Bark ”Sesilie af Hamburg” der var små rum med alt til sejlmagerarbejde henhørende.

Jeg fik som l2 årig en ny Sejlhandske, med besked om, at man godt ku låne en fjende sin nye Skjorte, men ens sejlhandske ku man ikke låne sin bedste Ven.
De fløjtede aldrig de gamle søfolk, det lader Vi riggen om! Sagde de, og alle os drenge der ku fristes til den store synd blev meget kontant mindet om, det sku man ikke gøre mere, at tisse til luvard gjorde man også kun en gang, vi måtte kun spytte når vi under tandpine fik drejet en fed Skrå rundt i hullet i tanden,(det var nemlig et godt middel sagde de og grinede). Jeg har aldrig kunnet anbefale Kuren.

De forannævnte Søulke ku godt tillade sig, at spytte mod vinden, de havde Passeret ækvatorlinjen, det havde De et smukt bevis for eller attest om man vil, man ku ikke udmønstre som matros i Hamburg, hvis den manglede. De ku jo også lege og drille hinanden, men i al venskabelighed, der var udsejlet distancer i vanvittig fart, så selv delfiner blev trætte af at følge med.

Der var vidunderskibe (men selvfølgelig kun Danske) der ku holdes 4 Streger fra vinden. Nogle havde lige smuttet op gennem den engelske kanal, andre havde sigtet Lizard og Dover i flere dage, for Strøm og vind var fandne så idiotisk osv. Far påstod, at han havde været om bord i verdens langsomste bark, (en nordmand) 103 Døgn fra Themsen til La Plataflodens munding. Skipperen gik i land i Santos, for som han sagde, der er vist ikke flere Skibe til mig i Norge. Fiskeriet var i de tider ikke noget milionforetagende men ved fælles hjælp, var det da til at holde sulten fra døren, i 8-lo års alderen, måtte vi åbne muslinger med agne kroge, binde vore omgange på ruser og rad lære at bøde Sildegarn osv.

Vi fik da også tid at lege, selvfølgelig ved vor kære havn. Far, Emanuel Vilhelm og Carl Bertelsen købte ost på Stigsnæs Mejeri, det var Conrad og mig, der var befragtere,- et lispund ost kostede 7-Kr. og da prisen steg til 7,5o Kr. blev den arme Mejerist nærmest betragtet som en ågerkarl. Ja det er skam snart dyrt at eksistere sagde Emanuel tørt.

Vi måtte låne en af prammene, HVIS- vi altså roede over til vandmøllen og gik det næste stykke op til Mejeriet. Hjemturen? Ja osten var jo rund så den ku sagtens rulle ned ad Bakken, men det var en kold fidus, der var en der sladrede, og nå ja et par på Huden, men – det værste prammene måtte ikke røres i en uge. Wilhelm grinede højt og sagde ja Hvad fanden, men de andre ku ikke fatte Komikken, de vidste det da ikke.

Carl Nielsen og Harald Lods fik en Specialitet ude fra Godthåb Mejeri, den kom selv når de kaldte, og blev den for livlig, fik den en sjat af brændevinsflasken. Vi havde jo vor gode ven i nøden Albert Olsen:
Tag i bare min pram Drenge, i er jo forbudt at bruge jeres egen, det galt også når årene var inddraget.

Det ku være en Kællingeknude – gå ned i en pram med ryggen til bro eller bolværket – Det var noget som selv en landkrabbe var for intelligent til, og så se sin egen søn! Sådant et kvaj kunne umuligt bruges til noget som helst, for det var da indlysende man skubbede båden fra sig med ryg mod bro og Bolværk, hvorimod et Menneske der havde bare lidt Omløb i Skallen ville holde Brystet imod, hvor man kan holde båden inde ved nedstigning.

Det var ikke en blid henstilling men en ordre, og blev det set en Gang til, så vil selv en pude ikke gøre nogen gavn, hvis man skulle sidde ned, Vi fattede også logikken i den sag.

En Skælskørdreng skulle kunne svømme i 7-8 års alderen også med tøj på. Da jeg var 8 år sad jeg og fangede rejer på underste Hammer i den store Havn, det endte selvfølgelig med en tur i baljen, i yderste øjeblik fik Alfred Carstensen Pouls far mig hevet op, blev tømt for vand ­et par raske øretæver ovre på havnelokummet og vride tøj, og så Hjem. Far kom Hjem fra fiskeri – lang knugende tavshed, så endelig – Du har været en tur i havnen, i morgen kan du svømme, Det kunne jeg også! Basta.

Kaptajn Møller på Skovvej gav sine drenge en jolle med fok Og storsejl vist nok en Færøjolle. Marinus, Arthur og Jens sejlede noret tyndt med den Jolle.
Mor ku godt bruge et par raske drenge i dag kunne gamle Carstensen sige, og Hans Frandsen tog verdens korteste Pibe ud, og sagde kig også ind til mor, og så med et umærkeligt blik på vore træsko, mor vil jo ikke have landevejen ind i Sit køkken, Og Frandsen snubbede igen den korte snadde og holdt med sin ven, de ku godt blive gale, men det ville vi nu altså ikke tro på, de var nemlig noget af de sødeste mennesker på jorden, Der vankede hjemmebagt kage, æbler, blommer og brystsukker som det kaldtes dengang, men sådan var der i alle fiskerhjem.

Løgnehistorierne om de rå og brutale søfolk tror vi gamle Skælskørdrenge ikke på, mishandling af Skibsdrengene passer heller ikke. Et Skib måtte selvfølgelig have parolen orden, kendskab til sin plads: Hold kæft trit og retning, det var bare Sagen. Man kan ikke se logikken i, hvad der i dag kaldes opdragelse, men vi er måske for gammeldags! Vi lærte også alvoren, f.eks. når søfolk stille og roligt kastede en lille buket blomster med et lille Dannebrogsflag i havnen fra molen eller broen, som strømmen sku være ud. Marie Ditlevsen slog fast med syvtommersøm, at søfolk var noget nær de bedste mennesker på Jorden, Det kom sig af at en religionslærerinde spydigt fortalte, at vi fiskerbørn jo ikke var opdraget i religionen, Marie rejste sig op og sagde, så var det da mærkeligt, at Jesus først tog fiskere og søfolk til sine disciple, der blev ikke diskuteret mere om etik i den time, men vi gik styrket ud af Klassen.

Med tak for Tilliden, held fremover
Orla Stigfeldt

Biografien: Udlånt af Skælskør Egnshistoriske Arkiv.

Tilbage