Brænderiet
På det nordlige hjørne af Algade og Jeppestræde ( nu Jernbanevej / Svanetorvet ) lå Brændevinsbrænderiet som bager Jørgen Nielsen Harboe, ( 1753 – 1821 ) fik anlagt der i 1810, tillige med fede stalde for kreaturer.Harboe der var født i Odense aflagde, som det dengang hed, sin aller underdanigste troskabsed og fik borgerskab som bager i Skælskør den 17 dec. 1784. Han var da 30 år gammel og det var efter han havde været etableret her i byen i nogen tid.
Han har haft fremgang med sit bageri når han 26 år senere kunne anlægge denne, efter datidens forhold, betydelige virksomhed.
Brænderiet brændte efter nogle års forløb, men blev genopbygget i større format, og 2 sønner Gunnar (1788-1849) og Peter (1795-1838) overtog det efter ham.
Hans ældste søn N. M. Harboe (1786-1861) studerede og blev siden præst i Magleby.
Efter faderens død opkøbte Gunnar og Peter Harboe alle de ejendomme med jord til, som grundet de herskende dårlige økonomiske forhold på den tid solgtes billigt, så langt deres midler rakte.
Da opgangstiden kom solgte de ejendommene med stor fortjeneste, men beholdt som regel jorden der hørte til, på den måde blev de ejere af ca. 200 tdr. land af byens jord, så de drev et stort landbrug og i forbindelse dermed også mølleri og bageri.
De ejede således både Smidstrup mølle og byens mølle der dengang lå bag brænderigården, de drev desuden også korn og købmandshandel.
Deres monogram, G.&P. Harboe 1829. ses endnu på den store magasinbygning i gården Algade 20, så brødrene Harboe har ejet hele arealet og bygningerne der omkring.
De 2 brødre døde begge ugifte, hvorfor alle deres virksomheder overgik til de ældste bror, præsten i Magleby N. M. Harboe.
Han ville først drive virksomhederne ved at lade sine 4 sønner bestyrer dem, men i 1853 opgav han det og delte virksomhederne mellem sønnerne således at Jørgen Harboe (1824-1890) fik brændevinsbrænderiet med stalde og landbrug. Søren Harboe (1827-1871) og Rasmus Harboe (1827-1896) dampmøllen med landbrug og Adolf Harboe (1831-1889) ejendommen Algade 20 med tømmerhandel, købmandsgård, kul, cement, salt m/m.
Jørgen Harboe Brænderiejer.
De fire brødre blev således ejere af alle de betydende forretninger i byen, men havde også øje for mulighederne ude i verden, hvad den vedføjede liste over deres skibe i 1893 viser.Brændevinsbrænderiet blev under første verdenskrig købt af De Danske Spritfabrikker og nedlagt som sådan. I nogle år blev nogle af dets bygninger anvendt som herregårdsmejeri, men lå i øvrigt næsten uændret da Skælskør Bank i 1952, efter enkefru Louise Harboes død købte ejendommen og lod det hele nedrive. Herved blev der plads til de 2 ensrettede gader med parkeringspladser imellem, og bankens nye bygning som blev taget i brug i 1954.
Kilde: Byvandringen.