Pilagergårds Historie
Først i 1800 tallet var det Christen Jensen her havde Pilagergård, hans kone havde været gift 2 gange før.
Hendes første mand var Morten Petersen, han døde under en dans på Sognefogedgården i Olstrup ved Rude, han havde her indgået et væddemål med en anden om hvem der kunde danse længst.
Morten Petersen holdt længst ud og da han standsede ud for sin modpart sagde han ” Jeg klarede den ” hvorefter han sank død om.
Margrethes anden mand var Christen Larsen og stammede fra Boeslunde.
Christen Jensen var således tredje mand på gården og betegnes som en fremragende og dygtig mand, han drænede og merglede jorden, han var i flere år formand for Tjæreby sogneråd.
Margrethe skulle også komme til at overleve sin tredje mand, han døde i 1874.
I 1876 tager hun en slægtning fra Oreby, Karen Jensen i huset.
Den 1 maj 1878 tiltræder Chresten Larsen fra Vedskølle som bestyrer på Pilagergård og det skulle blive ham og Karen Jensen der kom til at drive gården videre. Karen Jensen og Chresten Larsen bliver gift i 1879.
I 1894 købte Chresten Larsen Pilagergård af Basnæs Gods for 35.000,00 kr. I 1911 afstod Chresten Larsen gården til sønnen Ludvig Larsen, som senere overdrager til sønnen Chresten Pilgård.
Chresten Pilgårds søn Uffe Pilgård Larsen overtog gården 1985 efter sine forældre.
Pilagergård har været i slægtens eje siden 1871.
Matr. nr. 6a Lundby mark, Tjæreby sogn.
Fæstere/Ejere på Pilagergård
1) Christen og Margrethe Jensen.
2) Chresten og Karen Larsen, overdrager til søn.
3) Ludvig og Ingeborg Larsen, overdrager til søn.
4) Chresten og Kirsten Pilgård Larsen, overdrager til sønnen.
5) Uffe Pilgård Larsen og Katrine Hansen.
Kilde: Danske Gårde i Vestsjælland og Lars Jensen Skælskør samt Mette Justesen Magleby.