
I første halvdel af 1800tallet blev bager C. F. Carlsen ejer af huset, og han ejede også Algade nr. 37, hvor han havde bageri i kælderen. Han drev tillige landbrug, og var den første der dyrkede foderroer her på egnen, efter det var lykkedes for ham at få noget roe frø fra et sted hvor man havde begyndt roe dyrkning.
Hans søn N. E. G. T. Carlsen (1853-1930) blinde Carlsen som han kaldes var som dreng blevet blindet ved en ulykke, men det afholdt ham ikke fra selv at betjene gæsterne i den restauration som han havde på 1 sal i nr. 39, som gik under navnet ” Kringlen ” i et af lokalerne var møbler og vægge røde, hvorfor det blev kaldt ” Det røde helvede ” .
Der fandtes også et billard i restaurationen, hvad der ikke var almindeligt på den tid.
I 1906 havde glarmester H. Nordmann butik forneden i nr. 39, som glarmester Aksel Jensen overtog senere. I 1920 flyttede fru Anna Assens legetøjsforretning dertil fra nr. 37 og fra 1929 har fru Bjerregård haft sæbe og galanteriforretning der.